Work Text:
Det er kun halv time siden de andre tog hjem efter vi hørte den måske intetsigende lydoptagelse af min samtale med Svenning. Det giver ingen mening. Hvorfor kunne kun nogle af os høre hans stemme? Hvorfor mente Linus, Pi og Emilie at optagelsen var stille? Og hvordan kunne jeg have talt med Svenning hvis han var død? I det mindste var jeg ikke alene om det. Både Nasrin, Adrianna og Noah har alle tre hørt det samme som jeg har. Altså kan det ikke bare være noget jeg har fundet på... tror jeg i hvert fald. Jeg sidder stille i sengen med Noah liggende bagved. De eneste lyde er hans stille vejrtrækning og en vag klirren af mor, der går rundt nede i køkkenet og er begyndt på aftensmaden.
Mor.
Jeg studser over ordet. Lillesøster... Sandra… jeg ved stadigvæk ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg tager en dyb indånding. Smider tanken væk. Lader bare toget suse forbi uden overhovedet at se efter det. Vi nåede lige akkurat at vaske mit anfald væk fra gulvet, inden hun kom hjem. Derefter tog alle de andre afsted. Også Linus, han tog med Emilie hjem, noget med at de gerne ville genskrive de afleveringer jeg lavede for dem tidligere. Alle tog afsted… undtagen Noah… som er blevet inviteret på aftensmad. Det ved jeg heller ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg fører en finger hen over mit armbåndsur. Klokken er 17, så der er stadigvæk 3 timer til at vi skal mødes igen hos Adrianna og faktisk holde det møde jeg havde planlagt til i eftermiddags. 3 timer. Noah bevæger sig bag ved mig og jeg drejer i overkroppen, vender ansigtet mod ham af ren reflex og høflighed.
“Du sidder og overtænker totalt meget lige nu gør du ikke?” Hans stemme er på en og samme tid blød og hæs, snerpet og omsorgsfuld.
“Tjo…” Svarer jeg stille, vender ansigtet opad, mod loftet.
“Hvad var klokken?” Spørger han, så sikkert at jeg mærkede på mit ur.
“Fem.” Svarer jeg.
“Okay, well skal vi så ikke sige du ikke må overtænke igen før I dont know klokken otte? Der skal vi alligevel holde mødet med de andre.”
Jeg vender ansigtet tilbage mod hans stemme. Et smil hiver i min ene mundvig. “Du foreslår at jeg skal… planlægge min egen overtænkning?”
Noah udstøder et slags prust. Han himler om muligt også med øjnene.
“Tjo…” Han efteraber mit tidligere svar lettere vrængende, men denne gang kan jeg høre et smil.
“Det lyder da ret kontrolfreak agtigt at planlægge sine tanker, gør det ikke? Hvad siger du til at jeg også lige smider et angstanfald ind i kalenderen kl 12 på torsdag?”
“Slap dog af whiny ass.” Jeg mærker et blødt smæk, fra en pude, på min ryg, sekundet før den rammer mig.
“Jeg siger bare, at vi har 3 fucking timer til at lade vær med at freake totalt ud over noget, vi kan freake totalt ud over later.”
Jeg griner let.
“Okay okay, måske har du fadt i noget for en gangs skyld.”
“Jeg har altid fadt i noget.” Mumler Noah bag mig.
Jeg flytter mine ben op i sengen og drejer min krop, så den er parallel med, hvordan jeg fornemmer at Noah ligger. Så læner jeg mig bagud, og rammer sengen med et blødt puff. Den pludselig ekstra tyngde på madrassen tvinger Noahs krop hen til min og vores skuldre tørner blidt sammen.
Duften af citrus og cedertræ rammer mig og danner en betryggende boble. At holde overtænkningen væk er allerede nemmere. Jeg drejer mit ansigt og lukke øjnene, tager en dyb indånding.
“The fuck, sniffede du mig seriøst lige?” Udbryder Noah.
Jeg åbner øjnene igen, kan ikke holde et grin tilbage.
“Jeg kan godt lide din parfume.” Indrømmer jeg.
Der er stille ved siden af mig.
“Noah?” Siger jeg prøvende.
“What?” Svarer han. Jeg kan ikke helt tolke hans stemmeføring.
Jeg læner mig tættere på, indtil min næse rammer hans kindben lige ved siden af øret. Kan fornemme varmen under hans hud. Rødmer han?
Langsomt lader jeg min næsetip stryge ned over hans kind, til den rammer kæben. Jeg tager endnu en dyb indånding. Citrus, cedertræ, varme, Noah.
Puster langsomt ud igen. Det giver en gysen gennem ham. Jeg kysser hans kæbe blidt, mens jeg smiler. Så hans kind. Derefter lige ved siden af øjet, kan mærke hans øjenvipper mod min hud.
“Noah.” Hvisker jeg igen.
“Ja?” Ordet bliver sagt som en hæs udånding.
“Du gør mig ør.” Hvisker jeg med læberne mod hans kind.
Han skælver næsten umærkeligt.
“Hvad fuck betyder det overhovedet?” Spørger han.
“Det betyder at jeg virkelig gerne vil snave dig i gulvet lige nu.” Jeg ved ikke hvor, jeg får den formulering fra. Men det er nu sandt nok.
Ikke et sekund går, før vores læber mødes i et sultent kys. Selvom jeg mærker Noahs mund med min evne inden den rammer min, når jeg stadigvæk ikke at opfatte, hvem af os der kysser den anden først. Det er som om vi smelter sammen til et enkelt øjeblik. Noah ruller hen over mig så han ligger overskrævs på min krop. Jeg kan mærke hvordan han holder sin vægt oppe på den ene arm ved siden af mit hoved, mens hans anden hånd blidt rækker ud efter min kind.
Mine egne hænder søger opad mod hans krop. Stryger henover hals og kindben, videre til skuldre og ryg, ender i håret der er uglet men enormt blødt alligevel. Hver gang jeg stryger min finger op langs hans rygrad sukker han ind i min mund og det tænder en ild inde i mig, som er sulten efter at få ham til at sige lyden igen og igen og igen. Jeg fører min tunge let hen over hans underlæbe. Kan mærke hans to piercinger som en stærk kontrast til varmen og blødheden ved hans mund. Der er ingen modstand, da min tunge bevæger sig forbi hans læber. Jeg mærker det hele dobbelt på grund af min evne. Noahs følelser smelter sammen med mine egne og jeg føler mig svimmel på en grådig måde. Alle de ting Noah overvejer lige nu flyver rundt om mig og jeg kløjes i hvor meget jeg vil have ham til at gøre det hele. Ved ikke hvor mine egne hænder er længere ved bare at jeg kan mærke Noah. Jeg udstøder selv en lyd der får Noah til at trykke sig endnu tættere på mig. Læber, overkrop, ryg, muskler, arme, nakke, hår, tunge, Noah. Mine sanser er overvældet, jeg føler så meget, at jeg er sikker på, at jeg er ved at eksplodere. Jeg elsker det.
Efter lang tid bliver vi nødt til at trække os væk.
Luft.
Vi gisper begge efter den. Noahs pande hviler mod min og vores åndedræt er et.
Jeg drejer mit hoved til siden og mine læber finder hans kæbe igen, kysser den. Først blidt, så mere råt. Hans åndedræt mod mit øre får mit hoved til at snurre rundt. Er næsten glad for, at være en sans nede. Hvis jeg også kunne se Noah lige nu… jeg ville seriøst koge over. Jeg bevæger mine læber fra hans kæbe ned langs hans hals. Finder et blødt sted lige under pulsåren. Min tunge maler et kuldegys hen over det, før jeg igen suger mig fast med munden. Jeg når hele vejen ned til hans kraveben, da det pludselig banker på døren. Det gibber voldsomt i Noah og mit greb om hans nakke og skulder strammes automatisk.
“Maden er klar om 5 minutter.” Lyder mors sagte stemme på den anden side af døren.
“Tak vi kommer om lidt!” Siger jeg højt nok til at hun kan høre det.
Da hendes skridt er forsvundet, ånder jeg langsomt ud, havde ikke opdaget at jeg holdt vejret. Noah har lagt hele sin vægt ned på min krop. Hans åndedræt kilder mig der hvor skulderen møder halsen. Vi ligger stille i flere minutter.
Først efter noget tid stryger jeg let en finger hen over Noahs skulder. “Vi skal spise.” Siger jeg blidt til hans hår.
Han brummer sagte. Jeg holder ham tæt ind til min krop. Har lyst til at ligge her for evigt, kysse med Noah, dufte Noah, holde Noah, have Noah. Han sætter sig langsomt op og træder så ned af sengen. Jeg følger ham. Vi træder ud på gangen og der lyder et gisp fra Noah.
“Hvad er der galt?” Siger jeg forskrækket.
Noah går forbi mig med hurtige skridt, før han stopper brat op. Det lyder som om han har stillet sig foran spejlet, vi har hængende på gangen.
“Hvad er der galt?” Gentager jeg, min stemme er bekymret.
Har Noah set noget i spejlet, noget farligt? Et syn? Måske ligesom Svenning? Mindet om lyden af hans skrig om Lucifer og røde øjne får hårene til at rejse sig på mine arme. Med et slår en tanke ned og en gysen går gennem min krop. Svenning blev sindssyg, fordi han fik for meget af det sorte støv, under Iris’ eksperimenter og Christoffer har for FÅ dage siden givet Noah den største dosis hidtil. Hvad nu hvis alt den eksperimentering som Christoffer også har gjort sig på Noah siden Australien endelig har indhentet ham? Kan det være en forsinket reaktion? Skulle Noah overhovedet være blevet udskrevet fra hospitalet endnu? Måske har blodtabet fra stiksåret alligevel haft en effekt!? Hvad hvis han begynder at se syner og kaste sort op og glemme ting- glemme mig? Hvad nu hvis-
“Du har givet mig et kæmpe fucking sugemærke din spade!” Lyder Noahs stemme arrigt.
Jeg blinker. Et… sugemærke?
“Hvad?”
“Lige under min kæbe, for fucks sake Alban det kan jeg jo ikke fucking gemme bag et tørklæde eller noget andet pis.”
Jeg fornemmer at Noah gnubber sig på halsen.
“Min første middag med min kærestes mor eller lillesøster eller whatever you wanna call her, og så har jeg et lilla sugemærke med samme diameter som din stok. Først dit show i kantinen og nu det her… Man kan sgu da ikke kalde dig diskret…” Mumler han mopset.
Jeg bukker mig forover og gemmer ansigtet i hænderne. Jeg kan høre Noah vender sig om med et ryk.
Han skal til at sige noget, men så udbryder jeg et højt grin. Endnu et følger, jeg kan slet ikke stoppe. Jeg står af tanke toget om Noahs miserable fremtid og ser det forsvinde i horisonten. Hvad var det nu Noah sagde? Jeg må først begynde at overtænke igen, når klokken bliver otte. Og den kan ikke være meget mere end seks nu.
Jeg retter mig op og smiler, behøver ikke engang aktivt at aktivere orbicularis oculi, den kører på fuld skrald helt af sig selv. Der går et sus gennem min krop ved tanken om at Noah lige har kaldt mig sin kæreste. Ved ikke om han selv har opdaget at det blev sagt højt, men jeg er så glad. Det føles helt rigtigt. Jeg går over til ham og får fadt i hans skulder. Trækker ham blidt hen til mig.
“Jeg er sikker på, at det klæder dig.” Siger jeg og kysser ham på kinden.
“Just you wait.” Mumler han bistert. Han trækker sig dog ikke den mindste smugle væk. Tværtimod.
“Du vil ikke engang selv kunne opdage, når jeg giver dig et. You’ll never see it coming.” Tilføjer han og jeg ved at hans mundvige trækker nedad på den der måde der måde der gør mig helt blød i knæene.
“Jeg glæder mig allerede.” Hvisker jeg mod hans kind.